Der er nu gået godt 2 ½ måned siden, at 480 af jer satte jeres underskrift for at støtte vores fælles sag:
"Ja til udvikling af Saksild med omtanke og rettidig omhu
– nej til forhastede beslutninger og ødelæggelse af vores natur og dyreliv."
Vi ville gerne have sendt løbende opdateringer direkte til jer, der skrev under, men på grund af GDPR-reglerne, har det desværre ikke været muligt. Her kan vi dog give jer en kort opdatering.
Hvad er der sket siden?
Med jeres opbakning lykkedes det os den 18. juni at overbevise lokalpolitikerne om at igangsætte en miljøscreening af det nordlige Saksild, før den endelige lokalplan skulle i høring.
Det skabte håb for både naturen og miljøet.
Men siden da er der sket meget
Desværre blev en stor del af grantræerne i området fældet, uden at vi kunne gribe ind.
Vi undrer os stadig over, at forvaltningen ikke reagerede, selvom miljøscreeningen var sat i gang. Forvaltningen har dog i deres korrespondance tilkendegivet, at de ikke så grund til at stoppe fældningen, og de har foreløbigt konkluderet, at der ikke er behov for en egentlig miljøvurdering på trods af ønskerne fra både os, Klima og Plan Udvalget og den lokale afdeling af Naturfredningsforeningen.
Forvaltningen har i deres vurdering konkluderet, at området ikke har ændret sig væsentligt de sidste 30 år, og de mener derfor, at hverken fældning eller fremtidigt byggeri vil skade de beskyttede habitater eller dyrelivet i området.
Det er deres begrundelse for ikke at gå videre med en egentlig miljøvurdering.
Dette er vi nu ved at undersøge nærmere i en juridisk sammenhæng, da vi er af en helt anden opfattelse.
Vi mener, at området – herunder den beskyttede § 3 sø og de nærliggende arealer – er blevet mere sårbart over tid, og at fældning og byggeri kan skade både habitater og arter som flagermus, stor vandsalamander og orkideer, der har været i området i mange år.
Status:
Vi arbejder fortsat ihærdigt for at beskytte naturen og sikre, at udviklingen af Saksild sker med omtanke.
Vi ønsker at sikre en udvikling, hvor love og regler overholdes, og hvor der tages hensyn til både natur, mennesker og infrastruktur.
Hjælp os med at samle kræfterne! Hvis I fortsat ønsker at bakke op om sagen og følge udviklingen, er I meget velkomne til at sende en kort mail til undertegnede (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.), hvor I tilkendegiver jeres interesse i at modtage opdateringer fra tid til anden.
Hvis I har lyst til at støtte os mere aktivt, kan I også overveje at indgå i det løbende arbejde for at sikre en bæredygtig udvikling af Saksild. Vi er en lille gruppe, og al hjælp er meget velkommen – både til konkrete opgaver og som sparringspartner i de videre processer.