Nyheder
- Detaljer
- Skrevet af Lisbeth Bonde
Frederiksdal og Kysing Fjord – natur, historie og nye planer
I forslaget til Kommuneplan 2025-2037 er det besluttet, at "Frederiksdaldæmningen" ikke længere skal være en del af det udpegede kulturmiljø ved Norsminde. I stedet arbejdes der for en genskabelse af Kysing Fjord – et stort naturprojekt med mål om at forbedre miljøtilstanden i fjorden og skabe nye levesteder for fugle og natur.
Det lyder ambitiøst – men det rejser også spørgsmål:
- Kan man blot fjerne en kulturhistorisk udpegning, fordi der er andre interesser på spil?
- Hvad betyder det for områdets landbrug, landskab og historie?
- Og hvor går grænsen mellem nødvendige naturgenopretninger og bevaringsværdig kultur?
Kysing Fjord er rig på både natur og historie. Hvis du vil dykke ned i baggrunden, har Lokalarkivet skrevet flere artikel om området, og du kan bl.a. se lidt historik på arkivets hjemmeside: læs den her
Du kan finde hele kommuneplanen her(brug søgefeltet og søg fx på “Frederiksdal” eller “Norsminde”).
Har du tanker eller spørgsmål?
Så skriv til os på
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Borgergruppen for Ansvarlig Udvikling i Kystområdet vil svare dig direkte eller tage dine input med til borgermødet den 10. juni.
Følg med de næste dage, hvor vi dykker ned i flere temaer – med lokalhistorie og fakta side om side.
Vores by. Vores område. Vores ansvar.
- Detaljer
- Skrevet af Anders Kobæk
I forbindelse med arbejdet med den nye kommuneplan for Saksild, Rude og omegn rejser der sig et vigtigt spørgsmål:
Udvikler vi vores område med omtanke – eller er det overordnede hensyn alene kommunens økonomi?
Planudkastet lægger op til store forandringer i flere af vores små lokalsamfund, herunder:
- Assedrup:35 nye boliger
- Nordsminde:36 boliger
- Rude:Vindmøller op til 150 meter i højden
- Saksild:317 nye boliger
- Saksild Strand:65 sommerhuse
- Saksild/Dyngby Strand:Badehotel og 69 sommerhuse
- Rude:69 hektar solcellepark (allerede godkendt)
På papiret kan det se ud som naturlig udvikling – men konsekvenserne lokalt kan være store. Eksempelvis vurderes det, at de 35 nye boliger i Assedrup kan føre til mere end 200 ekstra daglige kørsler – på veje, der allerede er belastede. Der er dog ikke afsat midler til hverken vejudvidelser, støjdæmpning eller cykelstier.
Udbygningen vil også påvirke hovedfærdselsårerne. Strandvejen har i dag ca. 3.400 biler i døgnet – men med de samlede udvidelser i området forventes det tal at blive fordoblet. Det vil også kunne mærkes i Rørt og Odder Øst, hvor øget trafik og støj er oplagte følgevirkninger – men dette fremgår ikke tydeligt i det fremlagte planmateriale.
I Saksild vil den foreslåede boligudbygning kræve en fordobling af skolens kapacitet, men også her er der ingen konkrete planer for, hvordan det skal løses. Samtidig står vi stadig med konsekvenserne af tidligere beslutninger – som solcelleanlægget ved Rude, der blev gennemført trods lokal modstand – og nu følger planerne om vindmøller i samme område.
Borgergruppen for Ansvarlig udvikling i kystområdet ønsker med dette opslag at lægge op til åben dialog og borgerinddragelse. Vi er ikke imod udvikling – tværtimod. Men den skal ske med respekt for lokalmiljøet, en realistisk og langsigtet planlægning samt med gennemsigtighed i forhold til konsekvenser og prioriteringer.
Der er brug for, at vi som lokalområde forholder os til, hvordan vi ønsker at udvikle os – og hvordan vi sikrer, at vækst sker på en måde, der ikke går ud over livskvalitet, trafiksikkerhed, natur og sammenhængskraft.
Vi opfordrer derfor alle interesserede borgere til at engagere sig i debatten og tage del i processen omkring kommuneplanen.
- Detaljer
- Skrevet af Lisbeth Bonde
– Dine input tæller!
Hvordan skal vores område udvikle sig de næste 12 år?
Kommuneplanen 2025-2037 er lige nu i høring. Den handler om alt fra boligbyggeri, trafik og skolekapacitet til natur, kulturmiljøer og klimaindsatser. Et dokument på over 900 sider.
Borgergruppen for Ansvarlig udvikling i kystområdet, hjælper med at gøre det mere overskueligt.
Vi siger ja til udvikling – men med omtanke og rettidig omhu. Derfor er dine input vigtige i det videre arbejde.
I dag starter vi en række korte opslag, hvor vi dykker ned i udvalgte temaer.
Vi ser bl.a. på Frederiksdaldæmningen (Kysingsø), som er dagens emne. Herefter på Saksild, Rude, Assedrup og Norsminde – og de mange sammenhænge, der nemt kan forsvinde, når kommuneplanen bevæger sig helt ned på matrikel- og lokalplansniveau.
Vi sætter også fokus på vores kyststrækning, trafikbelastning og de udpegede kulturmiljøer – og kobler det måske undervejs med lidt lokalhistorisk perspektiv.
Har du spørgsmål, bekymringer – eller noget, du bare undrer dig over i kommuneplanen – så skriv til webmaster Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Borgergruppen vil derpå enten svare dig direkte – eller tage dine input med til borgermødet den 10. juni.
Husk, det er:
Vores by. Vores område. Vores ansvar.
- Detaljer
- Skrevet af Lisbeth Bonde
Du kan være med fra starten.
Målet er at skabe spændende projekter som en havhave, fælles køkkenhaver, nye stier, fælles udstyr til aktiviteter ved strand og hav og meget mere – alt sammen for at gøre Saxild til et endnu bedre aktivt sted at bo og være.
Der afholdes stiftende generalforsamling på Saksild Skole fredag den 9. maj 2025 kl. 19. Du kan bare møde op - ingen tilmelding nødvendig.
Hvis du har spørgsmål eller bare er interesseret i at høre mere, så kontakt Poul Sørensen på telefon 40 36 20 36 eller mailadressen Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Hvis du ikke har mulighed for at deltage i generalforsamlingen, men gerne vil være medlem af foreningen, så skriv også til Poul Sørensen.
Dagsorden for generalforsamlingen fredag den 9. maj 2025 kl. 19.00
1. Velkomst og præsentation af foreningens idé
2. Valg af dirigent
3. Valg af referent
4. Forslag til vedtægter - herunder gennemgang af forslag til foreningens formål og aktiviteter
5. Valg til bestyrelsen 4-6 personer
6. Valg af revisor og revisorsuppleant
7. Eventuelt
Der vil være kaffe, te og kage. Vel mødt!
Læs mere i dokument: Vedtægter mm i dokumentarkiv - projekter/fællesskab